POLEN OG UKRAINE NæRMER SIG AFTALE OM SALG AF KORN

Polen og Ukraine har gjort fremskridt i forhandlinger vedrørende konflikten om billig fødevareimport fra Ukraine.

Det siger den polske premierminister, Donald Tusk, torsdag efter at have været i dialog med sit ukrainske modstykke, Denys Sjmyhal i den polske hovedstad, Warszawa.

- Vi ser på gode løsninger for begge sider omkring landbruget. Vi er rykket et skridt tættere, lyder det fra Tusk ifølge nyhedsbureauet AFP.

Nyhedsbureauet Reuters beretter, at Tusk henviser til, at dialogen omhandler mængden af produkter, der kan strømme ind i Polen.

- Når først det er fastslået, er vi tæt på at sikre, at transit ikke forstyrrer det polske marked, siger han.

Flere gange den seneste tid har snesevis af traktorer beklædt med rød-hvide polske flag blokeret større veje, når vrede polske landmænd har demonstreret.

Landmændenes maskiner har været prydet med bannere, hvor der blandt andet står: "Stop den ukontrollerede tilstrømning af ukrainske varer", og "landbruget dør lidt efter lidt."

Budskabet er simpelt. Landmændene kræver en ændring af EU's landbrugspolitik.

De mener, at tilstrømningen af ukrainsk korn har ført til et kollaps i priserne. Og dermed til faldende indtægter for de polske landmænd.

/ritzau/

2024-03-28T12:56:05Z dg43tfdfdgfd